Cookie- og privatlivspolitikLivsrejse fredag, 2. mar 2012
Skrevet af volapyk under Hjerte, Smerte, Liv, Ting jeg ikke skal forstå,Der er langt mellem indlæggene her fra hytten. Jeg har mistet gejsten for en stund. Tabt pusten, om man vil. Ikke engang dagens tiltagende længde synes at have den effekt den plejer.
Det er ikke fordi, der ikke sker noget. Det gør der. Den største aktivitet foregår bare i øverste etage, og det kan være svært at sætte ord på, og ikke alt egner sig til offentliggørelse.
Tænker lidt om der mon findes midtvejskriser for kvinder. Eller om de er forbeholdt mænd.
Der er flere områder af mit liv jeg har oppe til alvorlig overvejelse i denne tid. Et tiltrængt servicetjek - uden tvivl, men også meget udmattende for krop og sjæl.
En veninde skrev til mig forleden: “Tænk egentlig på, hvor klog du er blevet de seneste år. Selvom det ikke har været en sjov rejse hele tiden”.
Og hun har ret i, at jeg har lært meget. Rigtig, rigtig, rigtig meget. Og hun har også ret i, at det ikke har været en sjov rejse hele tiden. Guderne skal vide, at det til tider har været en decideret lorterejse, der på ingen måde levede op til annoncen. En rejse, som har givet nogle gevaldige knubs og sår, og hvor Rejsegarantifonden burde dække alle omkostninger, og rejseselskabet udbetale erstatning for tort og svie.
Rejsen er ikke slut endnu. I meget pessimistiske øjeblikke har jeg svært ved at se, hvornår den overhovedet skulle ende, men det er vel egentlig heller ikke sikkert, at den skal det. “At rejse er at leve”. Det er så mit eget forpulede ansvar at gøre rejsen så god som den nu kan blive, ved at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og vælge rejsefæller, der også er interesseret i at gøre rejsen så god som mulig - i fællesskab. Så jeg kæmper en indædt kamp for, at de knubs jeg har fået undervejs ikke skal danne arvæv, der kan give for mange komplikationer i fremtiden. Ikke nogen nem kamp, men jeg styrer selv slagets gang.
Ar undgår man sgu ikke helt. Det er vel en del af det de kalder “livserfaring”. Og livserfaring gør jo en klogere.
And I’m smart. Getting smarter.
Kommentarer»
Smuk måde at se “det” på Vola.. ville også selv helst ha’ undgået al den bagage i rygsækken, men det vælger man jo ikke altid selv.. eller måske gør man, og kan bare først se det bagefter..? Men synes bestemt der burde være et sted, hvor man kan søge erstatning.. af forskellig art..
Ønsker dig en rigtig go’ og lys weekend uanset…!
Langt de fleste valg er vi (heldigvis) selv med til at træffe, og efterhånden vænner man sig til vægten af bagagen.
Men indimellem kan andre jo “forære” dig en bagage (pga et valg de træffer egenhændigt) som du ikke har lyst til at modtage, men som du ufrivilligt kommer til at slæbe rundt på.
Det er faktisk ikke megen bagage jeg gerne ville være foruden (som sagt har jeg lært meget), men lige præcis den form for bagage vil jeg gerne undvære. Den er svær at vænne sig til fordi den på en eller anden måde virker så pisse uretfærdig, og bare ikke kaster så meget brugbart af sig, at det ligesom kan opveje vægten af den.
Men det er jo noget jeg må arbejde på. Måske jeg skal jeg bære denne form for bagage på en anden måde.
Anyway, så står jeg jo for fan’ op endnu, og det har jeg sgu tænkt mig at blive ved med
Ha’ en dejlig weekend, søde Brunkage
Jeg forstår dig rigtigt godt.. og synes at du bærer de “gaver” dér super flot og positivt… beundrer dig faktisk for det… ville ønske jeg kunne se tingene på samme måde i stedet for hele tiden at prøve at begrave bagagen og glemme beliggenheden…
Det er som om man blir’ lidt blødere med årene, selvom jeg havde regnet med det modsatte.. måske man bare skal være glad for at man ikke er en kold skid..?!
Solskinsknus fra djævle-øen…
Hvor er du sød
Tro mig, det er ikke altid jeg bærer bagagen med positivt sind. Synes det tager lang tid at komme dertil - bagklogskabens klare lys og alt det der.
Det, der gør det muligt er, at det meste af bagagen jo også indeholder gode ting. De ting, der med tiden kommer til at ligge øverst i rygsækken, og de knapt så gode ting glider ned i bunden.
Så er der jo den sidstnævnte bagage - “hadegaven” - som man ikke selv beder om. Der er jeg eddermame ikke særlig positiv stemt. Der kan jeg blive en rigtig bitterfisse og hævngerrig, og synes, at det der tilgivelse er total opblæst og ganske uden virkning (og i øvrigt ikke fortjent). Den form for bagage synes jeg kræver vildt mange kræfter at bære rundt på. De dårlige ting ligger øverst i længere tid, og når endelig de ryger mod bunden, så er de gode ting blevet mast så meget, at de ikke fylder nævneværdigt. Der kunne det faktisk være rart at kunne begrave den og glemme beliggenheden…
Nå, men uanset om det er den gode eller hadegaven, så lærer jeg jo stadig af begge former for bagage.
Jeg er også blevet blødere med årene (mere rørstrømsk), selvom man ganske rigtig skulle mene, at livserfaringen ville gøre en hårdere. Men måske bliver vi bare bedre til at håndtere de ting vi oplever. Selvom det i visse situationer kunne være rart at være en kold skid, der bare lukker af for ikke at føle, så vil jeg til enhver tid hellere lukke ind - og så tage de knubs der følger med.
Tilgivelse af dén specifikke form for hadegaver ville slet ikke eksistere i min bog, så kan sq godt forstå dig.. det drejer sig om at blive ligeglad.. og det er sef. svært men så snart ligegyldigheden overtager, så er det meget meget nemmere.. og hvis man møder en, som får én til at grine rigtigt meget, så kan man også meget bedre flytte fokus.. det gælder så bare om at være åben overfor dette og måske lade være med at beskytte sig selv alt for meget.. hvis det gir’ mening…
Rigtig godt tænkt med hvad der ligger øverst og nederst i øvrigt, og klart det er bedre at lukke ind end at være følelsesmæssigt afstumpet…!
Det giver masser af mening
Jeg satser på ligegyldighedens komme og mødet en, der får mig til at grine. Og jeg vil klappe i mine hænder den dag det sker